Nemt Fundament kombinerer nyskabende funderingsløsning med gammeldags ordentlighed

16.08.2017

Rune Roepstorff Nissen opdagede skruefundamentet ved et tilfælde, men i virksomheden Nemt Fundament er heldet ikke en del af ligningen. Her er det ordentlighed, grundighed og kvalitet, der sætter dagsordenen. Den kombination har sikret Nemt Fundament både omsætning og en fyldt kundebog.

I 2013 bad en ven Rune Roepstorff Nissen om at tegne en ny terrasse. I den forbindelse nævnte vennen begejstret skruefundamenter som et både meget nemmere og billigere alternativ til et traditionelt betonfundament. Med sin håndværkerbaggrund var Rune umiddelbart skeptisk, så han besluttede sig for at undersøge konceptet nærmere:

”Det var utroligt at se, hvor umiddelbart og effektivt det var at arbejde med skruefundamenter, og jeg blev hurtigt overbevist. Da jeg tre dage efter blev fritstillet fra mit arbejde som udviklingskonsulent, undersøgte jeg af nysgerrighed, hvem der forhandlede produktet i Danmark. Det viste sig, at den tyske producent Krinner faktisk ledte efter en dansk forhandler, og så var jeg ligesom i gang,” fortæller Rune Roepstorff Nissen, indehaver af Nemt Fundament.

Eneforhandler og tredobling af salget
I dag er Nemt Fundament eneforhandler af Krinners skruefundamenter i Danmark, men det lå ikke umiddelbart i kortene, at Krinner skulle lave en eksklusivaftale med den lille danske iværksættervirksomhed:

”Da jeg tog kontakt til tyskerne, krævede det en del overbevisning. Men da vi først fik landet en aftale, lykkedes det mig allerede første år at tredoble det forventede salg, og så satsede de på mig som eneforhandler. Samtidig fik vi skabt en god personlig relation, da jeg som ung brugte et år som naver, hvor jeg rejste rundt og udførte kvalitetshåndværk for husly. Navere er nemlig meget populære i Tyskland,” fortæller Rune Roepstorff Nissen.

Håndværker, akademiker og iværksætter
Runes erfaringer og baggrund er da også en uløselig del af Nemt Fundaments succes. Efter han bestod sin svendeprøve som tømrer og gik som naver i Skandinavien, arbejdede han et år som tømrer i det nordlige Norge, hvor han slog sin skulder af led og endte i revalidering. Det gav ham mulighed for at forfølge en gammel drøm om at læse videre, og efter en Hf-uddannelse tog han en kandidatgrad på universitetet i filosofi og socialvidenskab.

Da han efter nogle år som fagredaktør og konsulent i uddannelsessektoren ved et tilfælde igen endte i byggebranchen, kunne han derfor trække på et bredt netværk og en række nyerhvervede kompetencer indenfor bl.a. projektudvikling. Det er dog kvaliteten, der er det gennemgående for både Rune selv og Nemt Fundament:

”Jeg finder en enorm glæde i kvaliteten i klassiske, enkle og gedigne løsninger inden for alle håndværk. Så jeg er ret konservativ, hvad angår nye byggematerialer. Krinners skruefundamenter er dog så simple og funktionelle – så tyske – at jeg faldt for dem med det samme. Og da de både er langtidsholdbare, klimavenlige og genbrugelige, har de faktisk en del tilfælles med klassiske materialer,” siger Rune Roepstorff Nissen.

Kvaliteten er en helt afgørende del af salgstalen
Selvom Nemt Fundament markedsfører sine skruefundamenter som et nemmere, billigere, grønnere og ikke mindst hurtigere alternativ til de eksisterende funderingsløsninger på markedet, handler det i sidste ende om kvalitet:

”Det gælder stadig om at gøre sit arbejde ordentligt. Håndværk handler om kvalitet, og der er ingen nemme veje eller billige tricks, der virker i længden. Skruefundamenter giver en masse muligheder og fordele, men som med alt andet håndværk, skal det laves ordentligt. Den filosofi er helt afgørende for Nemt Fundament, og det er da også den salgstale, jeg giver både mine kunder og samarbejdspartnere,” siger Rune Roepstorff Nissen.

Ordentligheden gælder også i det daglige
I Nemt Fundament er ordentlighed dog ikke kun en rettesnor for det håndværksmæssige arbejde. Ordentligheden skinner også igennem i alt fra kunderelationer til ansættelsesstrategi. Den professionelle tilgang har sikret virksomheden en kundebog fyldt med gengangere. De første mindre opgaver for en kunde vokser hurtigt til større projekter, når samarbejdet først er i gang. Samtidig valgte Rune Roepstorff Nissen at ansætte den syriske flygtning, Mohammed Majed Alcharour, netop som flygtningedebatten var på sit højeste. Og den slags tiltag understreger, at Nemt Fundament mener det med ordentlighed alvorligt.

”Vi arbejder i og for en branche, der ofte er under et enormt tidspres og derfor har et stort behov for vores enkle og tidsøkonomiske fundamenteringsløsninger. Derfor er det vigtigt, at vi altid husker at informere og oplære vores kunder og samarbejdspartnere, så skruefundamenterne bruges med succes hver gang,” siger Rune Roepstorff Nissen og forsætter:

”Den slags grundighed kan måske betyde, at vores ingeniører lige bruger et par minutter mere på opmålinger og beregninger, og at vi skal bruge lidt tid på at få gjort Mohammed flydende på dansk, men det tager vi med. For vi kan se, at det altid betaler sig i sidste ende.”

Næststørst på verdensplan og vindmøller i Marokko
Nemt Fundaments omsætning afspejler virksomhedens fokus på kvalitet. Omsætningen blev således tredoblet efter Nemt Fundaments første regnskabsår, og det seneste regnskab viser et solidt overskud. Overskuddet investeres i mere specialiseret mandskab, så virksomheden kan følge med efterspørgslen fra de mange nye kunder og projekter, der er resultatet af Nemt Fundaments indtog i byggebranchen.

Senest har Rune Roepstorff Nissen indledt et samarbejde med Siemens Wind Power om at teste skruefundamenter på vindmøllevinger i Marokko. Nemt Fundament er i dag den anden største forhandler af Krinners skruefundamenter på verdensplan.